Erhvervssupporter til Roskilde
Bliv erhvervssupporter i vores erhvervsserviceteam i Roskilde – og gør hver dag en forskel for både kolleger og erhvervskunder
Har du et stærkt servicegen og en stor viden på erhvervsområdet? Så kom og vær med til at skabe de bedste kundeoplevelser for vores erhvervskunder.
Sparekassen Kronjylland oplever stor vækst og har de seneste år åbnet flere nye afdelinger – ikke mindst på Sjælland, hvor vi nu har 14 afdelinger. Den succes bliver du en del af, når du som erhvervssupporter i vores sjællandske erhvervsserviceteam skal understøtte væksten på erhvervssiden. Der venter dig en alsidig og spændende hverdag, da du ikke blot er tilknyttet én bestemt afdeling, men vil servicere flere og dermed får en bred kontaktflade i Sparekassen på erhvervsområdet.
Som erhvervssupporter bliver du en værdsat specialist, der gør hverdagen nemmere for vores erhvervsrådgivere og erhvervskunder. Du får eftertragtet specialistviden og direkte indflydelse på, at vi hver dag skaber gode kundeoplevelser. Samtidig bliver du fra teamets base i Roskilde en del af et ambitiøst hold, der ikke kun arbejder effektivt, men også har det sjovt sammen. Vi prioriterer en hverdag, hvor vi interesserer os for hinanden og har en stærk holdånd. Du har dermed altid gode kolleger omkring dig, og vi praktiserer stor åbenhed med hyppig faglig sparring og korte beslutningsveje. Succes skaber vi sammen som et hold.
Sådan bliver du en succes i jobbet:
Efter 100 dage har du taget ansvar for dine opgaver og føler dig godt hjemme i Sparekassen Kronjylland. Det er især lykkedes, fordi:
- Du har gennemgået dit 100 dages skræddersyede onboardingprogram, hvor du har lært dagligdagen og kollegerne i teamet godt at kende. Du har opnået fortrolighed med Erhvervsservice og har fået et godt indblik i produktionsopgaverne for afdelingernes erhvervskunder.
- Du bidrager til løsningen af produktionsopgaverne i Erhvervsservice i tæt samarbejde med de øvrige erhvervssupportere. I det arbejde nyder du godt af, at du på forhånd har et godt kendskab til processerne bag de finansielle produkter og har erfaring med dokumentproduktion på erhvervsområdet. Du kan måske trække på erfaring fra en tilsvarende stilling eller fra en rolle som erhvervsrådgiver, assisterende erhvervsrådgiver eller lignende.
- Du deltager i diverse administrative opgaver – og stiller nysgerrigt dine kolleger spørgsmål, mens du sætter dig ind i de nye områder.
Om 1 år er du en vigtig spiller i Erhvervsservice, og sammen med resten af teamet bidrager du til Sparekassens høje kundetilfredshed. Det lykkes især, fordi:
- Du løser en bred vifte af teametss opgaver med stor selvstændighed og indgår aktivt i den faglige sparring med dine kolleger. Det betyder også, at du byder ind, når du har nye idéer og forslag, der kan udvikle os selv, vores supportfunktion og forretningen.
- Du har oparbejdet et tæt og konstruktivt samarbejde med erhvervsrådgiverne i Sparekassen, og de har stor tillid til din opgaveløsning. Du er nemlig både serviceminded, kvalitetsbevidst og fleksibel i din erhvervssupport samtidig med, at du er fagligt stærk og har et godt overblik.
- Du er god til at sætte dig i kundernes sted og nyder at hjælpe dem, når du er kontakt med dem – typisk over telefon og mail. I det hele taget trives du med en bred berøringsflade og er god til at kommunikere med både kolleger og forskellige kundetyper.
- Du er med til at sikre et fortsat højt niveau af faglighed og service i vores løsninger. Du sætter nemlig en ære i at levere høj kvalitet til tiden og er derudover god til at prioritere dine opgaver – selv når der er travlt.
En solid organisation
Vi er placeret i et markedsområde med mange udviklingsmuligheder, og du får rig mulighed for at præge den videre udvikling i Erhvervsservice. Vi skaber også gerne rammerne for, at du løbende kan udfordre eller udvikle dine kompetencer, ligesom vi gerne understøtter din udvikling med relevante kurser eller efteruddannelse.
Udover fleksible rammer og en stor grad af frihed kan du se frem til at blive en vigtig del af landets 7. største pengeinstitut. Vi er en solid sparekasse i rivende udvikling med cirka 1.200 medarbejdere og et højt aktivitetsniveau. Ifølge den seneste undersøgelse fra analysebureauet EPSI har vi igen i år Danmarks mest tilfredse bankkunder – både private og erhverv. Vi er dermed en stor, ambitiøs organisation, og vi har mange forskellige jobmuligheder - også hvis du på den lange bane får nye interesser.
Klar til et spændende næste skridt i din karriere? Og til at blive en del af et både fagligt og sjovt fællesskab? Så ansøg nu!
Arbejdssted:
Roskilde
Ansøgningsfrist:
Hurtigst muligt, da vi løbende holder samtaler. Vi fjerner jobopslaget, når vi har fundet vores nye kollega.
Forventet tiltrædelse:
Efter nærmere aftale
Flere oplysninger kan du få hos:
Funktionschef for Erhvervsservice Kim Ljungberg-Jensen: 42 13 42 85
HR-partner Jens Mølgaard Madsen: 42 13 42 71