Leder til Regnskab og Revision - Forvaltningsafdelingen
Vil du stå i spidsen for et stærkt fagmiljø og være med til at udvikle Danmarks største forvaltningsafdeling? Brænder du for at skabe sammenhæng mellem regnskab, revision og rådgivning – og har du et skarpt blik for både processer og mennesker?
Vi søger en leder, der får ansvar for to separate teams – Regnskab og Revision. Du får en central rolle i at sikre kvalitet, fremdrift og udvikling, samtidig med at du bidrager til realiseringen af Danske Banks Forward’28-strategi. En unik mulighed for at stå i spidsen for et område med stor faglig tyngde og være med til at drive transformationen videre i vores forretning.
Stillingen refererer til direktøren for forvaltningsafdelingen.
Forvaltningsafdelingen
Forvaltningsafdelingen er en del af Private Banking Danmark og rådgiver ikke-erhvervsdrivende fonde samt privatkunder under værgemål og med båndlagte midler. Afdelingen er lovreguleret og præget af en kultur, hvor vi tager samfundsansvar og værdsætter kundernes position i samfundet. Vi er ca. 40 engagerede specialister, der arbejder i et åbent, uformelt og udviklende miljø på Kongens Nytorv i København.
Om rollen
Som leder for Regnskab & Revision får du det samlede ansvar for medarbejderne i to separate teams med i alt 11 medarbejdere, som er præget af høj faglighed. Opgaverne i de to teams indebærer blandt andet følgende:
- Regnskab: Ansvaret for udarbejdelse af årsregnskaber for afdelingens ikke-erhvervsdrivende fonde. Teamet er specialiseret i regnskabstekniske og skattemæssige opgaver og arbejder tæt sammen med de øvrige teams.
- Revision: Ansvaret for revision af årsregnskaber for ikke-erhvervsdrivende fonde og revision af værgemålsregnskaber. Teamet samarbejder med de øvrige teams for at sikre overholdelse af gældende lovgivning på området.
Du spiller en central rolle i afdelingernes forretningsudvikling og digitalisering. Du indgår i ledergruppen i Forvaltningsafdelingen og samarbejder tæt om at styrke kundeoplevelsen, implementere kommercielle initiativer og optimere processer – herunder implementeringen af nyt regnskabssystem.
Ansvar og opgaver
- Daglig ledelse og udvikling af de to separate teams – Regnskab og Revision.
- Samarbejde med den øvrige del af ledergruppen og andre stakeholders.
- Procesoptimering og systemunderstøttelse, herunder implementering af regnskabssystemet Dynamics 365FO.
- Faglig sparring, kvalitetssikring af leverancer samt overblik over deadlines.
- Rentabel forretning herunder akkvisition af nye regnskabskunder og deltagelse i kundemøder.
- Bidrage til afdelingens strategiske udvikling og kommercielle initiativer.
Om dig
Vi søger en leder med +10 års erfaring med regnskab og revision – gerne fra et revisionshus, og hvis du har erfaring med fonde og/eller er statsautoriseret revisor, er det et plus. Du har ledelseserfaring og er god i IT og procesforståelse – og gerne med Dynamics 365FO. Du formår at bevare overblikket, selv når detaljerne kræver opmærksomhed, og kan kommunikere komplekse problemstillinger på en klar og forståelig måde. Du trives i et miljø, hvor samarbejde og engagement er nøglen til succes.
Succeskriterier - dine første 12 måneder
- Du har skabt tydelig retning og engagement i de to teams.
- Sikret en fortsat høj kvalitet i leverancerne.
- Centrale processer er forbedret og digitaliseringsinitiativer igangsat.
- Implementeringen af Dynamics 365FO er godt forankret i dine områder.
- Understøtte et godt samarbejde i afdelingen og skabt følgeskab fra teamet.
Derfor skal du vælge os
Du får en central lederrolle i en kompleks og samfundsvigtig forretning, hvor du kan præge både retning og udvikling. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø og en engageret ledergruppe, hvor vi samarbejder tæt og løfter i fællesskab.
Ansøgning
Indsend din ansøgning og CV via vores karriereportal senest mandag den 14. september. Vi læser ansøgninger og indkalder løbende til samtale. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Jacob Hübertz, Direktør for forvaltningsafdelingen, på telefon 24 26 67 17.