Økonomichef
Er du klar til en økonomichefrolle med ansvar, bredde og tæt adgang til beslutninger i en organisation, hvor arbejdskulturen er præget af tillid, stærke relationer og et særligt fællesskab?
Du bliver økonomichef i Det Jødiske Samfund, hvor du står i spidsen for en økonomifunktion, der spiller en central rolle i en organisation med mere end 400 års historie i Danmark. Du kommer tæt på både ledelse, bestyrelse og medlemmer, har en finger med i stort set alle aktiviteter i organisationen og får mulighed for at sætte dit præg på den videre udvikling af økonomifunktionen.
En økonomi med større kompleksitet end størrelsen antyder
Det Jødiske Samfund er et anerkendt jødisk trossamfund og en medlemsorganisation med ca. 1.700 medlemmer. Økonomien omfatter blandt andet medlemsbidrag, fonde, offentlige bevillinger, projektøkonomi, ejendomme og en række aktiviteter med egne regnskaber og rapporteringskrav. Selvom organisationen ikke er stor, er økonomien både varieret og kompleks. Som økonomichef er dit ansvar både at sikre stabil økonomistyring og bidrage til, at økonomifunktionen fortsat udvikler sig.
Du får fire roller i ét job
Du kommer til at arbejde med drift, ledelse og udvikling og får et bredt job, der favner over fire roller som økonom, leder, forretningspartner og forandringsskaber.
Som økonom får du det overordnede ansvar for at sikre fortsat høj kvalitet i økonomistyringen og alle leverancer omkring budgetter, regnskaber, controlling og rapportering. Samtidig er du tæt på den daglige drift og bidrager selv aktivt til flere af økonomifunktionens leverancer.
Som leder er du det faglige anker, der skaber retning, prioritering og udvikling for økonomifunktionens to medarbejdere. Du leder samtidig organisationens bedemandstjeneste og facility management.
Som forretningspartner arbejder du tæt sammen med sekretariatschef, projektledere og den politiske ledelse. Dit fokus er bl.a. at omsætte den økonomiske kompleksitet til et forståeligt beslutningsgrundlag.
Som forandringsskaber videreudvikler du processer, dokumentation og digitale arbejdsgange med respekt for organisationens kultur, historie og mennesker. Du ser muligheder for at gøre ting smartere.
Planen er, at du kommer til at overlappe med den afgående økonomichef, der går på pension. Hermed sikrer vi en god overdragelse af opgaver, viden og relationer. Din arbejdsplads bliver på Krystalgade i hjertet af København.
Økonomisk baggrund, nysgerrighed og samarbejde
Du behøver ikke have kendskab til jødisk kultur, historie eller identitet på forhånd. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, åben og har lyst til at forstå den organisation og de mennesker, du bliver en vigtig del af.
Fagligt har du en økonomisk uddannelse og arbejder i dag måske i en større organisation som controller, økonomichef, finance business partner, regnskabschef eller lignende. Det har givet dig solid erfaring med regnskab, budgettering, controlling og økonomistyring. Du har lyst til både drift og udvikling og evner at skabe struktur uden at gøre tingene komplicerede.
Derudover er du samarbejdende og god til at skabe relationer, og du trives med at navigere i et til tider politiseret miljø med stor bevågenhed og mange interessenter. Det er et krav, at du er fortrolig med dynamikken i en organisation med mange frivillige, enten via arbejde eller din erfaring som frivillig.
Interesseret?
Rekrutteringsvirksomheden Finanskandidaten hjælper Det Jødiske Samfund med rekrutteringen. Har du spørgsmål, så ring endelig til Ole Bech-Petersen, partner hos Finanskandidaten, på 25101889.
Du behøver ikke skrive en motiveret ansøgning. Upload blot dit CV og skriv gerne i CV'et, hvorfor du er interesseret i rollen og Det Jødiske Samfund. Vi glæder os til at høre fra dig.