Operations & Innovation Officer til Servicecenter, Team Boligkøb
Er du motiveret af at støtte både kunder og kollegaer, og arbejder du ud fra service, kvalitet og effektivitet, kan du være den profil, vi søger til teamet.
Hos os får du ansvaret for en række administrative opgaver inden for boligområdet, hvor din indsats frigiver tid hos rådgiverne og dermed bidrager du til en mere smidig og værdifuld hverdag for alle.
Din profil
Vi søger en kollega, der er motiveret for at yde en god og professionel support og sagsbehandling til vores afdelinger. Du skal trives i en hverdag, hvor det til tider går stærkt, og have viljen til at tage ejerskab og ansvar for opgaverne samt for det gode samarbejde i teamet, hvor fællesskab er noget, vi værner om.
Du:
- Har solid bankfaglig erfaring og arbejder forretningsorienteret.
- Har kendskab til sagsbehandling af boligsager, herunder køb, omlægning og tinglysning.
- Bidrager med procesforbedringer.
- Søger løbende ny viden og udvikler dine kompetencer.
- Trives med forandringer og arbejder målrettet på at skabe gode kundeoplevelser.
Teamet beskæftiger sig med opgaver for bankens privatkunder inden for privat boligfinansiering og håndterer alt det administrative i forbindelse med både køb, projektkøb og byggeri af privatboliger.
I Team Boligkøb får du et alsidigt job, hvor du ikke blot arbejder med køb, projektkøb, byggeri og omlægninger, men også får mulighed for at bruge din erfaring og være med til at forbedre vores processer løbende.
Vi sætter pris på høj faglighed og det gode samarbejde, som er fundamentet for, at rådgiverne kan skabe flere værdifulde forretninger med bankens kunder. Samtidig arbejder vi tæt sammen med de øvrige servicecentre i banken, både når det gælder opgaveløsning og vidensdeling.
I Servicecenter København er vi 56 engagerede medarbejdere, fordelt på et boligkøbsteam, et andelsboligteam og et erhvervsteam. Vi holder til centralt på Kalvebod Brygge med en flot udsigt over Københavns havn og by, hvilket bidrager til et inspirerende arbejdsmiljø.
Ansøgning
Vi oplever mangfoldighed som en fordel i vores opgaveløsning og i vores fællesskab. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge.
Vi indkalder løbende til samtaler og ønsker at besætte stillingen snarest muligt, så send din ansøgning afsted, hvis jobbet lyder som noget for dig. Vi forbeholder os retten til at tage stillingsopslaget ned, når vi har fundet den rette kandidat til jobbet.
Ansøgningsfristen for at søge jobbet er søndag den 27. september 2026.
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Jan Dahlgaard, Leder i Servicecenter København, på telefon 21293806.